-
Tidligere landsstyreformand i Grønland dømt i bedragerisag
来源: BDK Borsnyt / 15 1月 2025 10:54:55 America/Chicago
Den tidligere landsstyreformand Lars-Emil Johansen er i en bedragerisag i Grønland blevet idømt seks måneder i anstalten. Det skriver det grønlandske medie KNR. Dommen er ubetinget, så dommen skal afsones. Den 78-årige ekspolitiker skal også betale erstatning. I sagen ved Sermersooq Kredsret dømmes også den tidligere kommunaldirektør Lars Møller-Sørensen. Han straffes ligeledes med seks måneder i anstalten og skal betale erstatning. Retten har fundet de to skyldige i overensstemmelse med anklageskriftet i sagen. De to var tiltalt for at have indgået en aftale, som gjorde, at der blev udbetalt i alt 730.000 kroner til Lars-Emil Johansen i en periode på to år fra 2019 til 2021. Beløbet fik Lars-Emil Johansen for konsulentarbejde, men arbejdet blev aldrig udført. Derfor led den grønlandske kommune Kommuneqarfik Sermersooq et tab. I første omgang var aftalen, at Lars-Emil Johansen skulle have 25.000 kroner om måneden i løn, og senere steg det til 40.000 kroner, og det løb altså samlet op i over 700.000 kroner. Retten mener ifølge KNR, at de to mænd i forening har begået bedrageri. Ifølge dommen er der tale om groft bedrageri. I sagen var anklager Bo Bjerregaard hentet ind fra anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi for at føre sagen. - Retten begrundede den ubetingede straf med, at der var tale om en ganske alvorlig sag, siger anklageren til Ritzau efter dommen. Den tidligere kommunaldirektør Lars Møller-Sørensen er også skyldig i myndighedsmisbrug, og det er en skærpende omstændighed, at han har misbrugt sin stilling. Lars-Emil Johansen dømmes for at have medvirket til myndighedsmisbruget. Begge mænd anker dommen til Grønlands Landsret, da de vil frifindes. Lars-Emil Johansen var fra 1991 til 1997 formand for Grønlands daværende landsstyre. Han har ad to omgange siddet i Folketinget, og i 1977 var han med til at stifte Siumut-partiet. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/tidligere-landsstyreformand-i-groenland-doemt-i-bedragerisag